Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
februar 2000
Høringssvar under lup
Masseanmeldelse:
Søndag Aften lancerer en ny genre for kulturelt anmelderi: høringssvar til kulturministeriet
Der skal laves en ny lov. Et konsulentfirma kommer med en barsk dom. Ministeriet vil vide om synspunkterne holder.
Kulturmiljøernes svar på kulturministeriets initiativer sker tit gennem såkaldte høringssvar. Svarene indgår derefter i den videre proces, læses grundigt i ministeriet og figurerer som bilag ved for eksempel lovforslag. Ofte læses svarene af flere på afsenderside end på modtagerside.
Høringssvarene har flere formål. Først og fremmest at svare på det ministeriet har spurgt om. Sekundært er det høringsparternes chance for at markere sig selv og præge kommende debatter.
Nelleman Konsulenternes evaluering af Kulturministeriets internationale samarbejde blev sendt til høring hos 41 institutioner, personer m.v. Blandt disse svarede 32. Svarene er offentligt tilgængelige hos Kulturministeriet - og en skønne dag sikkert også at finde på ministeriets hjemmeside. De fylder fra 1 A4 til 21 A4-sider. Det korteste svar er fra TV-2, som på 6 linjer når at beklage, at man svarer for sent, at man ikke har noget at sige til høringen samt at man gerne vil vide, hvad der endeligt bliver besluttet.
Det længste svar er fra Center for Dansk Billedkunst (CDB). Dette svar kan ikke på samme vis komprimeres, men er en udførlig gennemgang af CDB's holdning til ministeriets spørgsmål, påstande i Nellemann-evalueringen og markering af egne internationale udviklingsplaner.
Generelt kan man hævde, at længden af svarene hænger sammen med relevansen og indsigten på det felt der høres om. TV-2 er perifer i forhold til Nellemann-evalueringen, Center for Dansk Billedkunst er en helt central aktør.
De etablerede institutioner
Etablerede institutioner som Det kongelige Teater, Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst, Den Hirschsprungske Samling, Kunstindustrimuseet, Charlottenborg og Ordrupgaard har også svaret på høringen. Det er gennemgående korte og præcise svar. Det er typisk institutioner som er godt forankret i egen virksomhed og som derfor ikke har brug for at være en del af et samlet dansk fremstød. Det er sikkert også derfor, at det er i netop denne gruppe vi finder fortalere for en fremtidig samarbejdsmodel som inddrager Udenrigsministeriet. Disse institutioner har mere brug for ambassaderne end tværgående kulturformidling.
En del af svarene har dog en kedelig tendens til at referere dele af konklusionerne fra Nellemann-evalueringen. Den Hirschsprungske Samling skriver for eksempel der er i rapporten opstillet tre løsningsmodeller på den fremtidige strukter etc. Man må formode, at læserne af høringssvarene er bekendt med baggrunden for høringen, det er der altså ikke nogen grund til at gentage i høringssvaret. Nogle af høringssvarene glemmer, at læserne gerne skulle læse 40-60 høringssvar - og så er det ikke sikkert at banale gentagelser er lykken.
Ministeriets spørgsmål om ti-års sigt i kulturudvekslingen får de fleste til at referere, hvad de planlægger i 2001/2002. Det ville have fremmet dialogen, hvis man i stedet svarede: vi aner ikke, hvad vi laver om ti år - og vi synes ikke man kan planlægge kunst på den måde.
Forbilledlige svar har vi fundet fra Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst. Begge institutioner forholder sig klart til indholdet i høringen, tager stilling og argumenterer med perspektiver for fremtiden.
Formidlerne
En række institutioner har som væsentligt formål at arbejde med internationalt samarbejde: Litteraturinformationscentret, Musikinformationscentret, Dansk Arkitekturcenter, Museumsnævn, Litteraturråd, Musikråd, Teaterråd og Filminstituttet. Høringen har væsentlig betydning for disse institutioner - og det kan også læses i svarene. Det er typisk svar, som er diskuteret blandt flere mennesker og som afspejler at institutionerne er en del af baggrunden for at evalueringen blev sat igang. De forholder sig til evalueringen ud fra egen virkelighed. Mange har diplomatiske ord til forsvar for kulturinstituttet - men river tæppet væk under instituttet ved at forklare, at uenigheden er saglig og faglig.
Det laaange svar
Prisen for det længste svar går denne gang til institutionen med det tilsvarende lange navn: Center for Dansk Billedkunst (CDB). Svaret er en sand fornøjelse at læse, der argumenteres logisk og stærkt. Det kan opfattes polemisk, men er ikke polemisk formuleret. Det er kritisk og det er meget visionært. Sproget er svært tilgængeligt og lix-tallet er helt i top - det ville aldrig kunne citeres i Ekstra Bladet. Det er jo heller ikke meningen.
Desværre bruger CDB for meget plads på at refere selve rapporten - og på at korrigere elementer, som må betragtes som helt perifere.
Og den anklagede...
Der er især en institution, som er omtalt i Nellemann-evalueringen, Det danske Kulturinstitut. Instituttet kritiseres på en række felter - derfor er det i særlig grad væsentligt at læse kulturinstituttets høringssvar. Dette hører også til i den bedste ende. Det er langt, men slet ikke for langt. Man bruger kun lidt plads til at diskutere evalueringen, dens forudsætninger og metode - og bruger i stedet høringen til at perspektivere og præsentere sin model for det fremtidige internationale samarbejde. Det er et svar som tydeligt bærer præg af at være gennemtænkt og -diskuteret. Man får tydeligvis sagt, hvad det er man vil.
Kulturinstituttet er blandt de få som forsøger at forholde sig til ti-års perspektivet. Og det svar viser, hvor umuligt spørgsmålet er, nemlig at det kun kan være et spejl af dagens tilstand. Kulturinstituttet taler om opbrud og nybrud, internet, det nationale versus det globale, udvidelser af EU og kunstens kommende hybridformer. Ingen kan - i 1999/2000 - være uenig i, at dette præger vores samfundspolitiske og kulturpolitiske debatter. Og det umulige i at være uenige viser, hvor udflydende og ligegyldigt svaret er.
Personsammenfald
I enkelte tilfælde kan man mærke, at der er personer i dansk kulturliv, som er centrale på flere måder. Når Teaterrådets formand også svarer på egen institutions vegne, kan man se nytten af de almindelige edb-kontorprogrammer. Dele af indholdet er klippet og klistret fra den ene institution til den anden. Konklusioner og holdninger er de samme. Man kan naturligvis ikke forlange at centrale personer foretager personlighedsspaltninger - man må have samme holdning uanset, hvor man sidder (ellers havde vi kommenteret dette:-) ). Men, hvis flere mennesker havde været involveret i at skrive høringssvarene, så havde det nok også afspejlet sig i svarene.
Begge svar er iøvrigt forbilledligt korte og klare - og tager tydeligt stilling til evalueringen. Begge undlader dog også at svare på ministeriets generelle spørgsmål om ti-års perspektiver i det internationale arbejde.
PS: Vi vil gerne have penge
Har TV-2 selverkendelse nok til at undlade et egentligt hørinsgssvar, så gælder det modsatte for kollegaen, Danmarks Radio. Her bruger generaldirektøren anledningen til at bede ministeriet om penge til en konkret turne.
Derudover er der en lang lovsang om Danmarks Radios egne orkestre, som har en væsentlig udenlandsk turnevirksomhed. Danmarks Radio evner dog ikke på nogen måde at sammenholde perspektiverne for egen virksomhed med det som Nellemann-evalueringen handler om: samarbejde, udvikling og strategier. Det myldrer med oplysninger, som er aldeles irrelevante for høringen. Danmarks Radios høringssvar kommer dermed til at virke som en ufrivillig illustration af, at DR som institution lever i sin egen kulturpolitiske verden.
Here comes Hassan
Danmarks Radio er ikke enige om at tro, at høringen handler om de der skal svare - og ikke om det samlede internationale samarbejde. Biblioteksstyrelsen, Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene og Kulturens Børn er også mere optaget af sig selv.
Kære Elsebeth...
En del af høringssvarene indleder med den personlige brevform, Kære Elsebeth. Vi ved ikke, hvorledes dette påvirker ministeren. Men for alle andre læsere har det en negativ virkning. Man føler at man allernådigst får lov til at kigge over skulderen i en privat korrespondence. Det er godt nok almindelig offentlig brev-kotume at skrive Kære (til forskel fra e-postens Hej:-) ) - men et høringssvar indgår i en offentlig proces, som ofte leder til lovgivning. Det er ikke et personligt anliggende. (Og hvis man endelig skriver Kære, så skal man selv skrive under på brevet - ikke lade sekretæren om det!).
Generelt er høringssvarene skrevet i et klart og forståeligt dansk. Det er bureaukrati-dansk og sådan skal det også være i en lovproces. Svarene er skrevet så de kan indgå i den videre debat.
